Gå til hoved indhold

Oplevelser, leg og sundhed

Gentofte Kommunes grønne områder skal være inspirerende at færdes i og rumme tilbud om leg og bevægelse for alle aldre.

Landskabet som ramme for rekreation, motion, leg og sundhed

De grønne rammer kan bruges som pause i den travle hverdag til naturoplevelser eller motion i dejlige omgivelser. Adgangen til natur har stor betydning for vores helbred. Et stærkt immunforsvar, bedre bevægelighed, øget indlæringsevne og mindre stress er nogle af de positive effekter, som ophold i grønne omgivelser kan give.

Mange oplever, at grønne områder i sig selv har betydning for deres humør og helbred. De grønne områder opfattes især som steder, hvor vi kan få naturoplevelser og finde ro. Der er forskning, som viser, at der er en direkte sammenhæng mellem stress og afstand til nærmeste grønne område – jo tættere på et grønt område man bor, jo mindre stresset er man.

Træernes blade skygger for solens stråler om sommeren, og kronerne står nøgne om vinteren, når vi har brug for at solens lys kan trænge igennem. Træerne fortæller om tid, historie og sammenhæng. De kan blive så gamle, at det er svært at forstå, at netop dette levende træ allerede stod her for mange slægtleds siden.

Træerne og naturen er af stor sansemæssig værdi for os og har helbredende egenskaber for vores sind. Her er en oplevelsesrigdom m.h.t. blomstring, frugter samt forårs- og høstfarver. Vi hører og ser vindens susen i kronerne.

Idræt og motion

Grønne områder og attraktive stiforbindelser kan give os lyst til f.eks. at cykle til arbejde eller lade børnene selv cykle til fritidsaktiviteterne.

Ved at tænke multifunktionelt og i nye baner kan de samme rum og forbindelser tilgodese flere forskellige borgergruppers behov i forbindelse med et aktivt udeliv. Det kan f.eks. gøres i forbindelse med den fysiske udformning eller ved at lade skolernes og nogle af institutionernes legepladser være tilgængelige uden for åbningstiderne. 

Mange borgere ønsker tilbud og faciliteter. Det selvorganiserede friluftsliv vinder også frem - grænserne mellem idræt, motion og friluftsliv er blevet flydende. Gentofte Kommune har en central placering i hovedstadsregionen, og mange af kommunens borgere krydser derfor dagligt kommunegrænserne på vej til jobbet eller for at benytte sig af en nabokommunes fritidstilbud. Motivationen til at tage cyklen til arbejdet og følelsen af at være midt i et netværk af friluftsmuligheder øges ved gode rekreative forbindelser til nabokommunerne.

Leg og sundhed for børn

Legepladserne i de offentlige parker og ved skoler og institutioner er af stor værdi for børnene. Ikke alene er det sjovt for børn at komme ud og prøve legeredskaberne, men det er også vigtigt for deres fysiske og psykiske udvikling. Forskning viser, at den motoriske udvikling hos børn har stor indflydelse på udviklingen af deres sprog og dermed på den generelle udvikling senere i livet. Legepladserne har også en social værdi, da de fungerer som samlingspunkt og mødested for både børnene og deres familier.

Gentofte Kommune udvikler løbende legepladserne for at skabe gode rammer for børnenes leg og motoriske stimulering. 

Lykkes det også at lokke de større børn med på legepladser eller parkourbaner, øger vi sandsynligheden for, at de kommer mere ud og får positive oplevelser uden at det kræver planlægning og medlemskab af en klub. Legepladserne fungerer desuden som vigtige udflugtsmål for skoler, institutioner og dagplejere.

Legeplads ved Gentofte sø

Legeplads ved Gentofte Sø

Temakort over Bevægelse, leg og sundhed

Her kan du se et temakort over Bevægelse, leg og sundhed i Gentofte Kommune